'
Forsiden Breddegymnastik Idrætsgymnastik Rytmisk Gymnastik Spring-Rytme Trampolin Øvrige
DGF Hovedmenuen
Nyheder
Presse Nyt
Alt om Gymnastik
Kalender
Kurser
Resultater
SeniorHøjskole
DGF Shoppen
Galleri
Nyhedsbrev
Om DGF
Find Forening
Links
Downloads

DGF Intranet



Gymnova

  Nyt Fra Kalenderen
12/11 Kredsårgangs-mesterskaberne (m)
(Idrætsgym.)
12/11 DM Senior, Individuelt og synkron
(Trampolin)
12/11 Hold DM (k)
(Idrætsgym.)
12/11 GUS-mesterskaberne (m)
(Idrætsgym.)
13/11 Klubtræf 1, Område 2
(Trampolin)
13/11 Klubtræf 1, Område 3
(Trampolin)
14/11 VM
(Idrætsgym.)
18/11 Levo Cup
(Trampolin)
 Forsiden - Presse Nyt

Danske VM gymnaster udtaget 30/10-2005 
De fire danske idrætsgymnaster der skal repræsentere Danmark under VM i Melbourne 20.-27. november er udtaget.

Efter fredagens World Class Competition i Atletion i Århus, har landstræner Marian Rizan udtaget følgende fire gymnaster til at repræsentere Danmark ved VM 2005 i Melbourne:

Mangekæmperne Jeppe Villekjær, AIG Ålborg, Helge Vammen og Henrik Kræmmer begge VIK-Århus, samt Ringe specialisten, David Hirschorn, Gefion Kbh.

Jeppe Villekjær kvalificerede sig i foråret til EM finalen i Mangekamp med sæsonbedste 50,80 points. Henrik Kræmmer og Helge Vammen har i løbet af efteråret vist støt fremgang med sæsonbedste scores omkring 49,5 points. David Hirschorn har i sæsonens løb kæmpet tæt med den kun 18-årige Mathias Lee Hansen om pladsen i Ringene, og har indenfor den sidste uge opnået fine resultater som nr. 5 i World Cup finalen i Glasgow og et sæsonbedste med 9,30 points ved WCC.

Størst VM forventninger knyttes til Jeppe Villekjærs muligheder i Mangekampen og David Hirschorns muligheder i Ringene, mens de to unge VIK gymnaster primært skal samle vigtig erfaring inden VM næste år, der afholdes i Atletion i Århus.

Yderligere informationer kan indhentes hos DGFs sportschef, Morten Brandtoft på mobil 40603030 eller morten@brandtoft.dk



Nyt pointsystem til VM i idrætsgymnastik 2006 27/10-2005 

Når et af sportsverdenens mest spektakulære mesterskaber, VM i mandlig og kvindelig idrætsgymnastik, afholdes i Atletion i Århus den 13.-21. oktober 2006 bliver det med et helt nyt pointsystem, der formelt blev godkendt på et Executive Committee møde i Det Internationale Gymnastik Forbund (FIG) den 11. oktober 2005. Systemet indføres den 1. januar 2006 for at imødegå de problemer med pointgivningen, som FIG oplevede ved OL i Athen i 2004.

Ved et pressemøde lørdag den 29. oktober kl. 14 på Hotel Marselis vil formanden for FIG, Bruno Grandi, komme med en udtalelse om det nye pointsystem. Derudover vil følgende personer være til stede for at fortælle om det kommende VM:
· Generalsekretær i FIG André Gueisbuhler

· Formand for det tekniske udvalg til kvindelig idrætsgymnastik Nellie Kim

· Formand for det tekniske udvalg til mandlig idrætsgymnastik Adrian Stoica

· Formand for Danmarks Gymnastik Forbund Hans Christian Bjerg

· Formand for organisationskomiteen Flemming Knudsen

· Projektleder Mariann Holmslykke

Det er første gang, at verdensmesterskabet i idrætsgymnastik afholdes i Skandinavien, og det er den hidtil største sportsbegivenhed i Århus.

VM i Idrætsgymnastik er en af verdens største sportsbegivenheder. Danmarks Gymnastik Forbund forventer, at cirka 1200 gymnaster, trænere og ledere fra mere end 70 nationer deltager i verdensmesterskabet. 500 frivillige hjælpere skal sørge for at alt forløber fejlfrit, og mere end 300 pressefolk fra hele verden kommer for at dække begivenheden. Verdensmesterskabet indeholder både individuelle konkurrencer, hold konkurrencer og mangekamp. For at kunne deltage i kvalifikationen til OL 2008, der finder sted ved VM i 2007 i Stuttgart, skal man havde deltaget i VM i Århus.

Yderligere information om det nye pointsystem kan læses på FIGs hjemmeside på http://www.fig-gymnastics.com/index2.jsp?menu=GENERAL.

På organisationskomiteens vegne

Iben Høgh Grøftehauge
PR-manager
2006 World Championships - Artistic Gymnastics
Atletion, Stadion Allé 70
DK-8000 Aarhus C
Tel. +45 29 67 77 20
Web. www.wch2006art.com

DM i Rope Skipping 27/10-2005 
DM i Rope Skipping
individuel - Junior Master og Master Single

Lørdag 5. november 2005 afholdes individuelle Danmarksmesterskaber i Rope Skipping i Roskilde hallerne. Konkurrencerne starter kl. 11.30 og forventes afsluttet kl. ca. 15.30

Den individuelle konkurrence afholdes for første gang særskilt og ikke sammen med holdkonkurrencen, som blev afviklet i april i år.

Der er tilmeldt 28 piger i Junior Master og syv i Master Single.
Master Single er den internationale række. Der konkurreres i 4 discipliner:
Freestyle (kreativitet)
30 sek. speed (hurtighed)
3 min. speed (udholdenhed)
Triple hop (styrke)

Den nationale juniorrække har de samme discipliner med undtagelse af triple hop som erstattes med double under på 30 sek.

De deltagende foreninger er alle fra Jylland. Det er Sædding Guldager, Århus 1900, IF Midtdjurs og Gug GF som stiller med flest deltagere.
Det er vores håb at vi næste år igen vil få deltagere fra Sjælland til vores konkurrencer. Vi ved allerede nu at flere foreninge, nye som tidligere deltagere er ved at komme i gang igen.

Roskilde GF står som arrangør sammen med DGF Rope Skipping Projektgruppen. Vi har valgt at afholde konkurrencen på Sjælland for at gøre lidt PR for Rope Skipping her.

Danmarksmesterskaberne bliver også generalprøve for Roskilde GF, som næste år den 5. november skal være vært ved European Master som ERSO ( European Rope skipping Organisation) afholder.

ERSO vil være repræsenteret i Roskilde i forbindelse med DM for at se på lokaliteterne og gøre de første forberedelser.

Flere oplysninger på tlf. 98140890 eller mail: roperace@mail.dk
DGF Rope Skipping Projektgruppen
Kirsti Riis Madsen
Formand

Dan Østergaard valgt til næstformand i DGF 10/10-2005 
På Danmarks Gymnastik Forbunds repræsentantskabsmøde i weekenden blev Dan Østergaard valgt til næstformand. Desuden vedtog repræsentantskabsmødet
efter en lang debat et nyt budget, der vender to års underskud til overskud.

DGFs repræsentantskabsmøde valgte i weekenden Dan Østergaard til næstformand, han afløser Flemming Knudsen, der ikke ønskede at genopstille. Dan Østergaard var indtil weekenden formand for trampolinudvalget, her blev han afløst af Gitte Clausen Refsgaard.

DGFs formand gennem de sidste 14 år, Hans Christian Bjerg, meddelte under sin beretning, at han siger farvel, når hans valgperiode udløber til næste repræsentantskabsmøde.


Underskud vendes til overskud
Repræsentantskabsmødet endte med at vedtage et budget, der vender de sidste to års underskud til et overskud.

Forbundsledelsen havde foreslået en generel kontingentstigning. Med denne løsning ville det foreslåede budget resultere i et underskud på 250.000 kroner, dette ønskede repræsentantskabet ikke. Efter en lang og givtig debat, under en meget konstruktiv stemning, blev to alternative kontingentforslag sendt til afstemning. Det ene ville resultere i et lille overskud på 20.000 kroner på budgettet, det andet og mest vidtrækkende blev vedtaget og resulterer i et overskud på 200.000 kroner.

Det vedtagne kontingetforslag betyder at medlemsforeningerne skal betale 8 kroner per medlem i forsikringsbidrag samt at det nuværende grundkontingent på 500 kroner plus 75 kroner per aktivitet fastholdes, dog med den nyhed at breddeaktiviteter også gælder som en aktivitet,
der skal betales for.

- Om det er muligt at holde budgettet, vil især være afhængig af, om nogle af forbundets knap 400 medlemsforeninger vælger at melde sig ud, siger Hans Christian Bjerg.


VM i idrætsgymnastik 2006
Det kommende VM i idrætsgymnastik, som DGF er vært for i Århus næste år i efterårsferien, blev også drøftet på repræsentantskabsmødet. Det er uden sammenligning det største arrangement i forbundets regi, og der er store forventninger til arrangementet. Læs mere om VM 2006 på www.vm2006gym.dk

Yderligere oplysninger fås hos formand for DGF Hans Christian Bjerg, 40 62 18 40 eller generalsekretrær i DGF Søren Büchmann Petersen 43 26 26 00





Skolernes Motionsdag får et pift i Odense og Ishøj 7/10-2005 
Sund mad og alsidig motion til skoleelever

Danmarks Gymnastik Forbund (DGF) og Økologisk Landsforening, gennemfører i Odense og Ishøj kommune et nyt sundhedsarrangement i uge 41. I Odense deltager fem af kommunens skoler i løbet af ugen, mens tre skoler i Ishøj kommune har taget sundhedsarrangementet på programmet på selve Motionsdagen fredag d. 14/10.
DGF tilbyder skolerne et gratis besøg af en uddannet gymnastikinstruktør, som bruger DGFs undervisningsmateriale Movin´Kids til at sætter skub i gymnastikken for 3.-5. klasses eleverne på motionsdagen. Ud over motion er der fokus på økologi og sundhed. Økologisk Landsforening stiller på de Odenseanske skoler vand- og boder op, hvor børnene får en gratis drikkedunk til koldt postevand, udskåret økologisk frugt og oplysningsmaterialer omkring sundhed og økologi.

Formålet med arrangementet er flerstrenget. DGF ønsker at sætte fokus på gymnastikken, som et alternativ til det klassiske løb på motionsdagen. Gymnastik er til forskel fra løb, en mere alsidig idrætsgren, hvor børnene udfordres i flere motoriske og fysiske former. Endvidere er materialet Movin´Kids direkte udarbejdet til brug i folkeskolerne, hvor faciliteterne er mere beskedne end i gymnastikforeningerne.
Den sundhedsmæssige del af arrangementet varetages af alle samarbejdspartnerne i projektet. Både for kommunerne, skolerne, Økologisk Landsforening samt DGF spiller budskabet om sund kost en vigtig rolle. Alle ønsker at oplyse børnene mere omkring, hvorfor det er vigtigt at spise og drikke sundt


Arrangementet afvikles på følgende skoler i løbet af uge 41
Odense:
Mandag d. 10/10 kl. 8.00 – 10.00 Sanderumskolen. Væddeløbsvej 4.
Kontaktlærer Hanne Jacobsen. Skippin´Kids (sjipning)
Mandag d. 10/10 kl. 10.00 – 12.00 Tornbjerg skole. Niels Bohrs Alle 20.
Kontaktlærer Tommy Lauritzen. Skippin´Kids
Tirsdag d. 11/10 kl. 8.00 – 10.00 Agedrup skole. Brolandsvej 16.
Kontaktlærer Lenette Jumpin´Kids (spring)
Tirsdag d. 11/10 kl. 10.00 – 12.00 Hunderupskole. Solfaldsvej 11.
Kontaktlærer Brian Riis. Jumpin´Kids
Torsdag d. 13/10 kl. 10.00 – 12.00 Højmeskole. Højmevænget 3. Kontaktlærer Pernille Madsen. Twistin´Kids (rytmisk)

Ishøj fredag d. 14/10:
Kl. 10.00 – 12.00 Vibeholmsskolen, Vibeholms Vænge 129.
Kontaktlærer Lars Kristensen. Skippin´Kids (rytmisk)
Kl. 8.00 – 10.00 Vejlebroskolen, Vejledalen 1.
Kontaktlærer Ebbe Rosenberg. Jumpin´Kids (spring)
Kl. 10.00 – 12.00 Gildbroskolen, Gildbrovej 39.
Kontaktlærer Ulla Nielsen. Jumpin´Kids

I alt vil ca. 900 elever fra 2. – 5. klassetrin nyde godt af arrangementet.

Spørgsmål til selve arrangementet kan rettes til Danmarks Gymnastik Forbund, Henriette Boye Kyhl på email eller mobil: 40 26 24 83.

Danske op- og nedture i VM i trampolinspring, 5 pl 20/9-2005 
Efter VM’s to første dage med kvalifikationer, hvor de store smil var fremme hos de danske deltagere, blev det på finaledagen til både op- og nedture for danskerne.

Kvalifikationerne torsdag og fredag forløb over alt forventning med en finaleplads til Peter Jensen individuelt og meget overraskende til synkronparret Peter Jensen og Jacob Hansen, som var sammensat i sidste øjeblik, efter at udtagne Casper Pedersen måtte opgive at springe synkron, efter en skadespause.

Peter Jensen kvalificerede sig med to gode øvelser som en samlet nummer seks, men måtte i finalen tage til takke med en ottendeplads. Efter en drømmestart, som han desværre ikke kunne holde fast i, måtte han give op efter tre spring, en skæbne som også overgik to øvrige finaledeltagere.

Synkronkvalifikationen forløb som nævnt over al forventning, og det lykkedes i første runde Peter og Jacob at sætte ny officiel verdensrekord i sværhed, med 3,4 point, sammen med det ene af de australske par.

Synkronfinalen var VM’s sidste finale, så spændingen blev holdt lige til det sidste. Danskerne startede som par nummer to efter en syvendeplads i den indledende runde og fyrede et brag af en øvelse af, som resulterede i den flotte score på 48,7 – noget nær det optimale, de kunne drømme om. Derefter kunne de blot sætte sig ned og vente på de øvrige deltageres præstationer.

Med seks par tilbage var der dog ingen, der rigtigt troede på medaljen, men det er tilladt at drømme, og det endelige resultat viste da også, at de kun var 0,1 point fra fjerdepladsen og 0,6 fra Bronzen, som gik til det ene japanske par, med sølv til Schweiz og guld til Hviderusland.

Med to danske finalepladser blev VM 2005 det bedste i mange år for dansk trampolinsport og viste, at arbejdet, der udføres i klubberne og forbundet, også begynder at give resultater på topplan.


Resultater: Komplet resultatliste

Herre synkron (31 par):
1. Hviderusland, 50,0 point
2. Schweiz, 49,5 point
3. Japan, 49,3 point
4. Tyskland, 48,8, point
5. Peter Jensen og Jacob Hansen, 48,7 point

Herre Individuelt (85 deltagere):
1. RUSAKOV A. (RUS), 41,3 point
2. UEYAMA Y. (JPN), 40,9 point
3. SOTOMURA T. (JPN), 40,8 point
8. JENSEN, Peter, (DEN)


Også finalepladser til synkronspringerne 16/9-2005 

Efter formiddagens indledende runder i synkronspring ved VM i Trampolinspring blev debutanten Jakob Hansen og OL-springeren Peter Jensen med en score på 86.20
placeret på en 7. plads blandt de 8 hold der går videre til lørdagens finaler.

Samtidig med finaleplaceringen lykkedes det ovenikøbet at sætte en ny verdensrekord med en sværhedsgrad på 3.4 i deres 1. springrunde.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til landstræner Bo Tureby. tlf:
20313435.


Med venlig hilsen
Danmarks Gymnastik Forbund.

VM I TRAMPOLINSPRING 13/9-2005 
Danmarks Gymnastik Forbund sender tre springere af sted til VM i trampolinspring
i hollandske i Eindhoven i denne uge.

De største forhåbninger stilles naturligvis til OL-springeren Peter Jensen, som
har haft et godt forår og sommer med to femtepladser og en 12. plads ved årets
tre World Cup konkurrencer. Peter meldes i god form og satser på en placering
blandt de 8 første, som går til finalen.

Foruden Peter deltager Casper Pedersen i den individuelle konkurrence. Casper
har dog været plaget af en skade i foden de seneste uger, så af samme årsag har
landstræner Bo Tureby valgt at sætte reserven, Jacob Hansen, ind i synkronkonstellationen
sammen med Peter Jensen.

At Jacob er klar, viste parret i sidste weekend, hvor de vandt Friendship Cup
i den tjekkiske by Kladno.

Der er indledende konkurrencer individuelt torsdag den 15. og indledende synkronspring
fredag den 16.september, og finalerne springes lørdag den 17.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til landstræner Bo Tureby. tlf:
20313435.


Med venlig hilsen
Danmarks Gymnastik Forbund.

Dansk guld i synkronspring 5/9-2005 
Ved Friendship Cup i den tjekkiske by Kladno lykkedes det for det danske par Jacob Hansen og Peter Jensen at vinde guld i synkronspring foran det tyske og det belgiske par.

I den individuelle konkurrence sluttede Jacob Hansen som nummer 6 efter at have ligget på 3. pladsen inden finalen. Mikkel Dahl Foss blev nummer 10.

Peter Jensen sprang kun synkronspring, han sparer sig til VM om 14 dage, som foregår i Eindhoven.

Styr på økonomien for VM 2006 12/8-2005 
Aftale med Sports Management Advisor skaber ro i budgettet for VM i idrætsgymnastik 2006.

Danmarks Gymnastik Forbund har indgået en aftale med firmaet Sports Management Advisor om at skaffe sponsoraftaler for verdensmesterskaberne i idrætsgymnastik i 2006.

Formand for organisationskomiteen for VM Flemming Knudsen har sammen med VM-projektleder Mariann Holmslykke gennem det sidste halve år ført forhandlinger om sponsoraftaler til VM i 2006. Forhandlinger der har ført til den kontrakt, der blev underskrevet i dag.

Sports Management Advisor bliver hermed ansvarlig for at skaffe sponsorater til VM. Både pengesponsorater men også materielle sponsorater som biler, pc’er og så videre.

- Vi er glade for kontrakten, det giver os en vis økonomisk sikkerhed, siger Flemming Knudsen.

- Vi har to hovedkilder til indtægter i forbindelse med verdensmesterskaberne, sponsorer og billetsalg.

DGF har dog allerede nogle sponsoraftaler på plads. Der ligger færdige aftaler med Århus Kommune, Sport Århus Events og Idrætsfonden Danmark. Disse aftaler fortsætter uforandret.

- Vi er glade for at have lavet en aftale med et lokalt firma, siger Flemming Knudsen om valget af Sports Management Advisor, der har hjemsted i Århus

Hos Sports Management Advisor har Bjørn Kristensen store forventninger omkring aftalen.

- For os var gymnastikken ikke i første omgang på vores prioriteringsliste. Men da vi erfarede, at eventen til oktober 2006 uden sammenligning er den største idrætsbegivenhed på dansk jord nogensinde, var vi aldrig i tvivl.

- Vi har i forvejen klienter lokalt nationalt og europæisk. Med den nye aftale begiver vi os ind på et område der omhandler hele verden. Lande som Japan, Korea, Kina og USA har stolte traditioner på området, og begivenheden vil blive transmitteret i disse lande. Hele verden bliver dermed vores arbejdsplads – med Århus i centrum.

- I forhandlingerne med DGF har vi igennem det sidste halve år lært folkene fra DGF at kende særdeles godt, og glæder os til samarbejdet de næste 15 måneder, slutter Bjørn Kristensen

Yderligere oplysninger fås hos Flemming Knudsen 20 71 80 43, Mariann Holmslykke 29 67 77 20 eller Bjørn Kristensen 30 66 26 96.

Med venlig hilsen
Danmarks Gymnastik Forbund

Peter 2 gange 5 7/8-2005 
Brøndby, den 7. august 2005


Den danske mester og OL-springer, Peter Jensen understregede igen, at han hører til i den absolutte verdenselite i trampolinspring ved weekendens World Cup stævne i den belgiske kystby Oostende.

Med to overbevisende øvelser kvalificerede han sig til finalen på en 4. plads i det 60 mand store felt fra hele verden.

Men selv om han øgede sin score fra første frie øvelse til finalen - hvor man starter fra 0 - med 6/10 point lykkedes det ham desværre ikke at komme helt til tops, så han måtte tage til takke med en samlet 5. plads.
Men med kun 14 dagens træning efter en lille sommerpuase, var Peter efterfølgende rimeligt godt tilfreds.
Ikke mindst da han kunne konstatere, at det blev til endnu en 5. plads i synkronspring sammen med Casper Pedersen !
Det danske par fik kun lige bagdelen med i finalen med 1/10 forspring til det spanske hold. Og i finalen satsede danskerne på det sikre, hvilket gav dem avancement til den samlede 5. plads.

Individuelt skuffede Casper Pedersen med en placering som nummer 45 og Jacob Hansen som nummer 40.

Der er 5 uger til VM i Eindhoven, så Peter Jensen og Casper Pedersen har stadig tid til at finpudse formen.

Nærmere oplysninger:

Landstræner Bo Tureby,
tlf.: 2031 3435

World Cup i trampolinspring i weekenden. 4/8-2005 
Med den danske mester, Peter Jensen, i spidsen deltager DGFs 3 bedste trampolinspringere i den kommende weekend i en World Cup konkurrence i den belgiske by Oostende.
Foruden Peter er det Casper Pedersen og Jacob Hansen, som skal repræsentere de danske farver.

De deltager alle 3 i den individuelle konkurrence, og Peter og Casper stiller også op i synkronspring.

Efter et par ugers sommerferie har de tre springere ligget i træningslejr i Haslev i den forgangne uge, og de er alle opsatte og motiverede for at få checket formen inden årets hovedmål, som er VM i september måned i Eindhioven.

Der er finaler ved World Cuppen på lørdag.


Med venlig hilsen,
Danmarks Gymnastik Forbund.

EM-bronze til Rope Skipping kvinder 26/7-2005 
De to danske pigehold klarede sig rigtig flot ved EM i Rope Skipping i England, bronze og to verdensrekorder til seniorerne og en ottende plads til juniorerne.

I den samlede konkurrence blev det en flot tredje plads til seniorpigerne fra Gug Gymnastikforening og undervejs i konkurrencen fik de også sat ikke mindre end to verdensrekorder ved weekendens EM i Rope Skipping i Loughborough i England. De to rekorder blev sat i Double Dutch single freestyle (tre personer) og i Double Dutch pairs freestyle (fire personer).

Efter speed disciplinerne lå pigerne på en fjerde plads – en placering som man efter Kathrine Liedtkes fravær kunne være stolte af. Men holdet gjorde det umulige. De kørte en fejlfri freestyle serie, hvilket gav dem 470,85 point (max. er 500 point), hvilket var ny verdensrekord i denne disciplin.

Da holdet skulle vise serien Double Dutch pairs freestyle blev det gjort med samme sikkerhed, og endnu en verdensrekord blev sat med 441,67 point.

Resultater:
Nummer 1 - Belgien med 2957,50 point.
Nummer 2 - Ungarn med 2945,33 point.
Nummer 3 - Danmark med 2805,50 point.

De danske bronzevindere er fra venstre:
Lisa Kristensen, Sara Yde, Helene Jensen, Mette Bach og Maiken Hartmann.

Juniorpigerne, Sofie Slettebo, Amanda Slettebo, Emma Blok og Gitte Westergaard deltog for første gang i en international konkurrence. De endte som nummer otte. Deres bedste resultat var en femte plads i Double Dutch speed relay (tre personer).

Vindere i juniorrækken.
Nummer et - Ungarn 2715,50 point
Nummer to - Belgien 2638,67 point
Og Danmark nummer otte med 2147,83 point

Stadig dansk repræsentant i ERSO
Under Em blev der også holdt repræsentantskabsmøde i den Europæiske Rope Skipping Organisation, ERSO.

Danske Kirsti Riis Madsen sagde farvel til bestyrelsen som hun har været medlem af siden starten i 1993. Som håbet blev det Mia Mønster også fra DGFs Rope Skipping gruppe som overtog Kirsti Riis Madsens bestyrelsesplads.

Næste EM i Roskilde
Repræsentantskabsmødet afgjorde blandt andet at næste EM holdes i Danmark. DGF med Roskilde Gymnastikforening bliver 4.-6. november 2006 vært ved European Master. Der forventes omkring 50 deltagere. Sidst Danmark var vært for EM var i 2000 i Fredericia.

Yderligere oplysninger fås hos
Kirsti Riis Madsen, DGF Rope Skipping projektgruppe, 98140890.

Læs om Rope Skipping på www.dgf.dk/rope


Med venlig hilsen
Danmarks Gymnastik Forbund

To danske hold til EM i Rope Skipping 18/7-2005 
Når European Championship 2005 i Rope Skipping afvikles søndag 24. juli i Loughborough i England, deltager Danmark med to hold, et juniorpigehold og et seniordamehold.

Begge de danske hold kommer fra Gug Gymnastikforening i Ålborg, og begge hold er danske mestre i år.

- De to hold vi sender af sted vandt ikke bare DM, de opnåede også så høj pointsum at de ligger blandt de bedste to tredjedele i Europa, siger Kirsti Riis Madsen, formand for Danmarks Gymnastik Forbunds Rope Skipping gruppe.

- Vi sender ikke hold af sted bare fordi de er danske mestre, de skal også have opnået så mange point, at vi ved de har chancer for at placere sig i den bedste halvdel.

- Vi regner ikke med at få nogen topplacering, men håber på at placere os i midten. Efter at Kathrine Liedtke sprang sin akillesscene ved vi ikke helt hvordan seniorernes chancer er, siger Kirsti Riis Madsen der selv deltager som dommer ved mesterskaberne sammen med Mia Mønster også fra DGFs Rope Skipping gruppe.

I forbindelse med EM afholdes desuden repræsentantskabsmøde i European Rope Skipping Organisation (ERSO), hvor Kirsti Riis Madsen efter 12 års medlemskab udtræder af bestyrelsen. Mia Mønster er kandidat til at overtage pladsen, så DGF forhåbentlig bevarer indflydelsen i den europæiske organisation.

Yderligere oplysninger fås hos Kirsti Riis Madsen på 98 14 08 90.

Læs om Rope Skipping på www.dgf.dk/rope

Havetrampolin - Sikkerhed og ideer til aktiviteter 1/7-2005 
Havetrampolin – sikkerhed og ideer til aktiviteter”
– en DVD fra Danmarks Gymnastik Forbund

Efter forårets medieomtale af uheld i havetrampoliner, har DGF i samarbejde med landstræneren i trampolinspring Bo Tureby og trampolincenter.dk udviklet en instruktions DVD om spring i havetrampoliner.

- Når sikkerheden er i orden, er trampoliner et fantastisk godt redskab, der giver mulighed for mange sjove stunder og god motorisk træning. Vi håber, at vi med denne DVD kan få folk til at øge sikkerheden i havetrampolinerne, så det er fornøjelsen og den motoriske træning der kommer i fokus, siger konsulent i DGF Torben Czepluch.

På DVD’en demonstreres hvordan man minimerer risikoen for uheld ved at overholde nogle enkle sikkerhedsregler. Desuden giver DVD’en mange ideer til gode legeøvelser i trampolinen og viser hvordan man laver de grundlæggende trampolinspring.

Kom godt og sikkert i gang med trampolinspring.

DVD’en er lavet i MPEG-format og kan købes for 75,- kroner + porto og ekspeditionsgebyr på www.dgf.dk (DGF Shoppen) eller hos www.trampolincenter.dk

Peter Jensen 2710 fra finaleplads 12/6-2005 
PETER JENSEN 2/10 FRA EN FINALEPLADS

12. juni 2005

Det var de berygtede marginaler, som gik trampolinspringeren Peter Jensen imod ved World Cup stævnet i Levallois, som er en forstad til Paris.

Efter kvalifikationsrunden med de 67 springere fra hele verden manglede Peter kun sølle 2/10 af et point i at gå til finalen.
Et par øvelser med lidt manglende finish banede vejen for Peters placering som nummer 12, og det var en ærgelig dansk mester, som måtte sande, at efter succesen med 5. pladsen i World Cup konkurrencen i Sofia sidste weekend, manglede han denne gang en lille smule skarphed.

Vinder blev russeren German Knychev, og hans kone Natalia Chernova vandt kvindernes konkurrence.

Det blev til endnu en ærgelse i synkronspring, hvor Peter Jensen og Casper Pedersen ellers ydede en god præstation, taget i betragtning, at Casper har været skadet i en måned.
I første omgang lå de på en 9. plads efter kvalifikationsrunden, men ved et videocheck blev et af deres spring underkendt, og de dumpede ned i rækkerne.

Resultaterne lover dog godt for årets hovedmål, nemlig VM i Eindhoven til september, mener landstræner, Bo Tureby


Med venlig hilsen
Danmarks Gymnastik Forbund.

Fornem start for Peter Jensen 6/6-2005 
PETER JENSEN SPRINGER LIGE OP MED DEN OLYMPISKE BRONZEVINDER OG VERDENSMESTEREN HENRIK STEHLIK

Danmarks Gymnastik Forbunds topspringer, Peter Jensen, lagde fornemt ud i 2005-06 sæsonens World Cup serie med en 5. plads. Han kvalificerede sig til finalen på en 2. plads, men havde i finalen marginalerne imod sig.
Der er tæt i verdenstoppen i trampolinspring og der var således tie break om både sølv og 4. pladsen i finalen, som endte således:

1. Ueyama Japan 41.8 point
2. Knytchev Rusland 41.0 point
3. Liu Kina 41.0 point
4. Stehlik Tyskland 40.8 point
5. Peter Jensen Danmark 40.8 point


Med venlig hilsen

Danmarks Gymnastik Forbund / trampolinsektionen

Årets gymnastikredskab 6/6-2005 
Årets gymnastikredskab fra Virklund Sport testes på Danmarks Gymnastik Forbunds Gymnastikskoler

Igennem de seneste tre år har Virklund Sport og DGF haft et samarbejde omkring udviklingen af et nyt gymnastikredskab ”Årets redskab”. Samarbejdet bygger på en grundidé om, at de aktive gymnastikinteresserede (gymnaster og instruktører) er bedst til at vide hvilke nye redskaber, som kunne være spændende. Inden ”Årets redskab” produceres i større mængde afprøves det på DGF´s Gymnastikskoler landet over.

DGF´s Gymnastikskoler får – i videst mulig omfang - lov at afprøve prototypen på det nye redskab i løbet af sommeren. Redskabet bliver således afprøvet i dets rette miljø, nemlig i gymnastiksalen med masser af børn og med instruktører til at give feedback. De to første år af samarbejdet blev der i fællesskab udvalgt et allerede eksisterende redskab fra Virklund Sport, men i planlægningen af dette års redskab, har DGF bedt eleverne på Ollerup Gymnastikhøjskole om idéer.

”Årets redskab 2005” blev i forrige weekend præsenteret på DGF´s kursus for skoleledere og instruktører på Gymnastikskolerne. Redskabet, som er udvalgt blandt fire andre idéer fra eleverne på Ollerup Gymnastikhøjskole, hedder Airbox. Princippet er næsten det samme som ved en Airtrack, nemlig at det er en måtte som fyldes med luft. Airboxen er bare meget mindre (ca. 1,2 x 2 m) og er meget mere fleksibel end en Airtrack og kan derfor bruges som afsætsredskab i utallige springopstillinger.

Hvis redskabet bliver vel modtaget, vil man fremover kunne bestille det igennem Virklund Sport eller på 7020 0455. Årets redskab vil endvidere blive præsenteret på www.dgf.dk

Med venlig hilsen
Danmarks Gymnastik Forbund
Breddekonsulent øst
Henriette Boye Kyhl

Dansk deltagelse i finalen i mangekamp. 4/6-2005 
Flot dansk præstation i Debrechen ved EM i idrætsgymnastik

Dansk deltagelse i finalen i mangekamp.

Danske Jeppe Villekjær Nielsen fra Aalborg IG er efter de indledende runder placeret som nummer 20 og er dermed med i finalen i mangekamp. Helge Vammen fra Vejlby IK er 3. reserve til finalen.

- Det er utrolig flot og det er det bedste resultat i flere år. Det er ikke held, at Jeppe Villekjær kommer i finalen, men resultatet af en solid indsats siger Mariann Holmslykke, projektleder for VM i idrætsgymnastik.

Morten Brandtoft, sportschef i DGF og i øvrigt fungerede dommer ved EM er også meget glad for Jeppe Villekjærs resultat.

- Det er særdeles godt for Jeppe, endelig lykkedes det for ham at gå næsten fejlfrit igennem. Det er vi alle glade for, han har haft et problemfyldt år med mange kiks, blandt andet ved Danmarksmesterskaberne, så det er rigtig godt at han kommer med i finalen ved EM.

- Helge Vammen er både glad og stolt over at have placeret sig så langt fremme, men også lidt bitter over ikke at kunne noget der er lidt sværere. Han kommer sandsynligvis ikke i brug, men det er flot at han er så langt fremme, fortæller Morten Brandtoft.

Der er ingen danskere der har placeret til finalen i nogle af de individuelle finaler. Kasper Fardan blev nummer 13 på hest, hvilket ikke var nok da kun de otte bedst placerede på hvert redskab kommer i finalen.

Finalerne i mangekamp afvikles i løbet af eftermiddagen og forventes færdige cirka 18.30 i aften.

Sportschef Morten Brandtoft kan efter finalen kontaktes på 40 60 30 30

Tidligere danmarksmester Rasmus Brandtoft sidder på sidelinien og kan kontaktes på 72 12 71 59.

Med venlig hilsen
Danmarks Gymnastik Forbund

Lise Ravnkilde
Redaktør
Tlf. 4046 7220

Mændenes finale i mangekamp færdig 4/6-2005 
Mændenes finale i mangekamp færdig


Efter endnu en velgennemført konkurrence, placerede Jeppe Villekjær sig med 50,087 point som nr. 22 i mangekamps finalen ved EM i Ungarn.

Ny Europamester blev spanieren Rafael Martinez med 55,35 points.

Både Jeppe Villekjær og hans træner var dybest set godt tilfredse med resultat, for Jeppe Villekjær har aldrig prøvet at komme så langt før, så en finaleplads opfyldte forventningerne til dette EM.

Helge Vammen der havde placeret sig som 3. reserve til finalen kom ikke på gulvet.

Sportschef Morten Brandtoft kan kontaktes på 40 60 30 30
Med venlig hilsen
Danmarks Gymnastik Forbund

Lise Ravnkilde
Redaktør
Tlf. 4046 7220

Nyt navn, ny internetadresse og ny redaktør 1/6-2005 
Danmarks Gymnastik Forbunds netmagasin ”Gymnastik” skifter navn til ”Alt om Gymnastik”.

Når DGFs netmagasin fra næste nummer skifter navn til ”Alt om Gymnastik” får det egen internetadresse og oven i en ny redaktør.

Det nye navn ”Alt om Gymnastik” er valgt for at vise, at det er magasinets opgave at dække stort og småt fra gymnastikkens verden med hovedvægten på den store mangfoldighed af gymnastikarter og begivenheder, der finder sted inden for rammerne af Danmarks Gymnastik Forbund.

Fra 1. juni er ”Alt om Gymnastik” lagt i hænderne på Lise Ravnkilde. Lise Ravnkilde er uddannet medieøkonom og har blandt andet arbejdet som redaktionssekretær og journalist på Lolland-Falsters Folketidende. Lise Ravnkilde er godt bekendt med gymnastikkens verden. Hun er aktiv motionsgymnast samt instruktør på forskellige børnehold og i øvrigt mor til to dygtige spring-rytme gymnaster.

- Gymnastik har altid været min store fritidsinteresse, derfor er det en fornøjelse at skulle skrive og redigere ”Alt om Gymnastik”. Jeg forventer at komme rundt i alle kroge af DGFs verden, informere om nye tiltag, berette om stort og småt og også meget gerne skabe debat, siger den nye redaktør Lise Ravnkilde.

- Under dygtig ledelse af den hidtidige redaktør Kirsten Sparre fik Danmarks Gymnastik Forbund i slutningen af 2004 sit netmagasin, der i opbygning og form er tilpasset mulighederne på Internettet. Det er forventningen, at vores nye redaktør vil sikre, at vi fortsat kan udgive et læseværdigt magasin, der kommer hele vejen rundt med aktuelle artikler, som vil være af interesse for vores læsere, udtaler DGFs generalsekretær Søren Büchmann Petersen.

I resten af 2005 skal der udkomme tre numre, men de vil ikke som hidtil blive lagt på nettet på en gang. Fremover bliver artiklerne lagt ud løbende, så nyhedsværdien bliver højere.

Næste år er det planlagt at ”Alt om Gymnastik” udkommer med otte numre.

Allerede nu ligger de eksisterende numre af ”Gymnastik” tilgængelige på adressen: http://www.altomgymnastik.dk/. I løbet af juni vil Lise Ravnkilde begynde at sætte sit præg på magasinet.


Alt om Gymnastik
Tlf.: 40 46 72 20
Mail: altomgymnastik@dgf.dk

Danmarks Gymnastik Forbund
Tlf.: 43 26 26 01
Mail: dgf@dgf.dk

Russisk hold klar vinder af World Wide Competition 21/5-2005 
Russisk hold klar vinder af World Wide Competition

Det russiske hold Roxett blev en klar vinder ved finalen i den sjette World Wide Competition i æstetisk gymnastik. Det uofficielleVM blev for første gang afviklet i Danmark, og 29 hold fra 13 lande deltog i den to dage lange konkurrence i Greve Idræts Center.

Roxett fik karakteren 37,60. Det var over et point mere end sølvvinderne fra den finske klub Frida og det estiske hold Piruett, der fik henholdsvis 36,55 og 26,50. Maximum point er 40.00.

Æstetisk gymnastik er en rytmisk gymnastikkonkurrence for hold, hvor der bliver lagt vægt på graciøse bevægelser, der bliver kombineret i forskellige spring, pirouetter, balancer og totalbevægelser i form af kropsbølger. Gymnastikformen er endnu ikke særlig udbredt herhjemme, men minder om den danske Grand Prix-Rytmegymnastik, og tre af Danmarks bedste Grand Prix Rytme hold deltog i konkurrencen. De placerede sig som henholdvis nr. 23, 28 og 29.

Arrangørerne af World Wide Competition var Greve Idrætsforening, Greve Kommune, Rytmisk Udvalg i Danmarks Gymnastik Forbund og IFAGG - det internationale forbund for æstetisk gruppegymnastik.

Resultater:

1. SC Roxett, Rusland 37.60
2. Team Frida, Finland 36.55
3. GC Piruett, Estland 36.50
4. National Team, Bulgarien 36.45
5. Team Oscar, Rusland 35.45
6. Team Phantom, Finland 34.15
7. SC Velar, Estland 33.25
8. Kalev, Canada 33.00
9. INEFC Team B, Spanien 32.30
10. INFEC Team A, Spanien 31.70

Yderligere oplysninger:
Helle Storm, mobil 23 30 98 58

Finalister klar i World Wide Competition 20/5-2005 
PRESSENYT FRA DANMARKS GYMNASTIK FORBUND

fredag 20. maj 2005


Finalister klar til finalen i uofficielt VM i æstetisk gymnastik

Greve Idræts Center dannede fredag 20. maj ramme om første runde i World Wide Competition i æstetisk gymnastik. Konkurrencen er et uofficielt VM, hvor 29 hold fra 13 lande deltog. Et hold består af 6-10 gymnaster, som laver en serie på cirka 2,5 minutter til selvvalgt musik.

Formålet med fredagens konkurrence var at finde de ti hold, der skal deltage i morgendagens finale. Det blev som ventet hold fra Rusland, Finland, Bulgarien og Estland, der lagde sig i spidsen. Det er de nationer, der i mange år har dyrket den æstetiske holdgymnastik, som vægter det smukke, harmoniske og kvindelige udtryk. Også hold fra Spanien og Canada kvalificerede sig til morgendagens finaler.

Tre hold fra Danmark deltog i konkurrencen: Et fra hjemmeholdet Greve IF og et fra henholdsvis Farum Gymnastik Forening og Esbjerg Gymnastikforening. Holdet fra Greve under ledelse af Helle Storm blev nr. 23 ud af de 29 hold, mens holdene fra Farum og Esbjerg sluttede som nummer sidst og næstsidst. For begge holds vedkommende var der tale om international debut i den svære gymnastikart, der minder om den danske Grand Prix Rytme Gymnastik, men stiller langt større krav til gymnasternes tekniske formåen.

Finalen begynder lørdag 21. maj kl. 12.00, og dagen afsluttes med et stort gallashow.

Flere oplysninger hos Helle Storm, tlf. 23 30 98 58

World Wide Competition i æstetisk gymnastik i DK 12/5-2005 
PRESSENYT FRA DANMARKS GYMNASTIK FORBUND

12. maj 2005

33 HOLD FRA 14 LANDE DYSTER I GREVE OM
UOFFICIELT VM I ÆSTETISK GYMNASTIK

I dagene 20.-21. maj danner Greve Idræts Center ramme om en usædvanlig smuk gymnastikbegivenhed. 33 hold fra 14 lande mødes til World Wide Competition i æstetisk gruppegymnastik, der som navnet antyder lægger vægt på det smukke, det harmoniske og det kvindelige i gymnastikken.

Æstetisk gymnastik er en over 100 år gammel finsk gymnastiktradition, som siden er blevet populær især i Østeuropa, mens den først er begyndt at slå an i lande som Canada, Sverige og Danmark. Med World Wide Competition, der er et uofficielt VM, bliver denne udtryksfulde form for rytmisk gymnastik for første gang vist frem for et større publikum i Danmark.

Den ene bevægelse skaber den næste
Et hold består af 6-10 gymnaster, som arbejder med graciøse bevægelser, der bliver kombineret i forskellige spring, pirouetter, balancer og totalbevægelser i form af kropsbølger. Bevægelserne skal udføres flydende og harmonisk, så man får oplevelsen af, at den ene bevægelse skaber den næste.

Hvert hold skal lave en gymnastikserie, som varer mellem 2,15 og 2,45 minutter. Serien understøttes af gymnasternes påklædning, hvor der ofte er gjort rigtigt meget ud af dragter, frisurer og make-up.

Det største mesterskab i World Wide Competitions historie
Når World Wide Competition har fundet vej til Danmark skyldes det især instruktør Helle Storm fra Greve IF, som stiftede bekendtskab med den æstetiske gymnastik ved Gymnaestradaen i 1999. Allerede året efter var hendes danske Grand Prix-Rytme mestre fra Greve IF med til World Wide Competition og har været det hvert år lige siden.

Helle Storm fik tidligt den ide, at det kunne være spændende at holde World Wide Competition i Danmark for på den måde at udbrede kendskabet til sporten herhjemme. Efter at den nødvendige tilladelse fra det internationale gymnastikforbund (FIG) var i hus, har hun arbejdet på at realisere planerne sammen med Greve IF, Greve Kommune, Danmarks Gymnastik Forbunds Udvalg for Rytmisk Gymnastik og IFAGG – det internationale forbund for æstetisk gruppegymnastik.

World Wide Competition i Greve bliver den største konkurrence i mesterskabernes historie. Udover tre danske hold fra Greve, Farum og Esbjerg kommer der gymnaster fra Belgien, Bulgarien, Canada, Estland, Finland, Færøerne, Moldavien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Rusland, Ukraine og Østrig.

Indledende runde, finale og gallashow
World Wide Competition afvikles over to dage. Fredag 20. maj er der indledende runde for alle hold fra kl. 15.00-21.00. De ti bedste hold går videre til finalen, som afvikles lørdag fra kl. 12.00-14.00.

Blandt favoritterne til at vinde konkurrencen er holdene fra Finland, Estland og Rusland,

World Wide Competition afsluttes lørdag kl. 14.00 med et stort gallashow, hvor holdene er blevet opfordret til at vise serier med relation til H.C. Andersens eventyr.

Medierne har fri adgang til konkurrencerne, og arrangørerne har sørget for ekstra lys i hallen, som kan facilitere billed- og fotooptagelser.

Yderligere oplysninger hos

Helle Storm, helle.storm@mail.tele.dk, tlf. 23 30 98 58

DGF afholder sjippekonkurrencer på skolerne 12/5-2005 
Pressenyt fra Danmarks Gymnastik Forbund 12. maj 2005


Danmarks Gymnastik Forbund afholder Sjippekonkurrencer på landets folkeskoler


Danmarks Gymnastik Forbund tilbyder for 3. år elever i 3., 4. og 5. klasse og deres idrætslærere på skolerne i Esbjerg, Odense, Fredericia, Ålborg og Århus at deltage i den landsdækkende Sjippekonkurrence. Knap 700 elever fordelt i 29 klasser på 12 forskellige skoler, har valgt at deltage i konkurrencen, hvor eleverne klassevis og individuelt konkurrer imod hinanden og andre klasser. Resultaterne fra Sjippedagen offentliggøres på DGF´s hjemmeside (www.dfg.dk under breddegymnastik).

Netop i disse måneder er der fuld gang i afholdelsen af workshops, hvor en lokal sjippeinstruktør hjælper eleverne og lærerne i gang med de til tider vanskelige øvelser. Alle eleverne har gratis modtaget et sjippetov, så de har mulighed for at øve sig derhjemme og dermed have større chance for vinde konkurrencen.
I begyndelsen af året fik skolerne i de udvalgte byer brev om projektet og herefter var det først til mølle-princippet. Der er i hver by plads til 6 klasser og der favoriseres klasser, som ikke tidligere har deltaget.

Sjippedagene afholdes i:

Esbjerg den 9. juni 2005 kl. 9 til 11
Fredericia den 3. juni 2005 kl. 9 til 11.
Odense den 9. juni 2005 kl. 9 til 11.
Århus den 3. juni 2005 kl. 10 til 12
Ålborg den 18. og 30. maj samt den1. juni


Danmarks Gymnastik Forbund vil gerne med dette tilbud introducere Rope Skipping (sjipning) som idrætsdisciplin i skolen samtidig med at der rekrutteres flere børn til den lokale gymnastikforeningens Rope Skipping aktiviteter.
Rope Skipping har efterhånden været udbudt som konkurrencedisciplin i flere år under Danmarks Gymnastik Forbund og er i stadig stigende interesse hos børn og unge.

Læs evt. mere om Rope Skipping på DGFs hjemmeside www.dgf.dk under Øvrige og på Den europæiske Rope Skipping Organisations hjemmeside www.erso.org

Med venlig hilsen
Danmarks Gymnastik Forbund

Mere information om DGFs Sjippedagsprojekt kan fås ved henvendelse til breddekonsulent Henriette Boye Kyhl på tlf.: 43 26 26 21 eller mail hbk@dgf.dk

DGF sætter fokus på havetrampoliner 11/5-2005 
Danmarks Gymnastik Forbund sætter nu fokus på sikkerheden omkring brugen af havetrampoliner og vil i nærmeste fremtid være på banen med sikkerhedsmateriale.

Efter den sidste tids fokus på de opståede skader ved brugen af havetrampoliner, sætter Danmarks Gymnastik Forbund nu øget fokus på sikkerheden ved brugen af havetrampolinerne.

Mange af de opståede skader skyldes forkert brug af havetrampolinerne, hvor f.eks. flere børn springer i trampolinen på samme tid og risikoen for at springe ind i hinanden med efterfølgende skader er stor.

DGF vil derfor fokusere på dette problem ved enten at udbyde en række sikkerhedskurser eller udgive en DVD med øvelser, hvor sikkerheden sættes i højsæde og samtidig give børn og forældre idéer til sikre spring/øvelser der kan laves i havetrampolinerne.
Udviklingen vil ske i samarbejde med Breddekonsulent Torben Czepluch, Trampolin Udvalget i DGF og evt. en importør af havetrampoliner.

Trampolinforeningerne under DGF er samtidig klar til at optage de børn, der bliver så begejstrede af at hoppe i havetrampolin og derfor vil lære at springe i den rigtige trampolin.

På www.dgf.dk er det muligt at finde de foreninger der tilbyder trampolin og samtidig følge med i hvornår sikkerheds materialet er tilgængeligt.

DGF vil på det kraftigste opfordre til at man køber sin havetrampolin, der hvor der også er mulighed for at få råd og vejledning – køber man f.eks. en cykel, fås den bedste vejledning også hos cykelhandleren.

Når man køber en havetrampolin bør man sikre sig at der i købet medfølger en sikkerhedsvejledning og mulighed for rådgivning i form af telefonisk kontakt eller lign.

Peter Jensen Vandt Frivolten Cup 8/5-2005 
PETER JENSEN IMPONEREDE IGEN OG VANDT FRIVOLTEN CUP I SVERIGE


OL-trampolinspringren Peter Jensen føjede endnu en international sejr til sin efterhånden lange liste af flotte præstationer i ind- og udland.

Ved det internationale stævne Frivolten Cup i Herrljunga, Sverige med deltagere fra 13 nationer, lagde Peter sig i spidsen fra starten af, og der blev han.
Selv en mindre korrektion i finalen, hvor Peter måtte ændre på sin øvelse, var der plads til efter en flot kvalifikationsrunde.
Det blev til den 5. sejr i Frivolten Cup for den suveræne danske mester.

Hans landsholdskammerater Casper Pedersen og Jacob Hansen placerede sig på hhv. 7. og 9. pladsen efter pæne præstationer.

Resultaterne : 1. Peter Jensen, Danmark : 107.9,
2. Zhukovski, Hviderusland : 103.3
3. Alex Cuenca, Spanien : 100.8

7. Casper Pedersen, Danmark
9. Jacob Hansen, Danmark


Vedhæftet : Billede af den danske vinder, Peter Jensen.




M.v.h. Danmarks Gymnastik Forbund

DGF ansætter projektleder for VM 2006 3/5-2005 
PRESSENYT FRA DANMARKS GYMNASTIK FORBUND

tirsdag 3. maj 2005

DGF ansætter projektleder for VM 2006 i idrætsgymnastik

Danmarks Gymnastik Forbund har ansat den 44-årige Mariann Holmslykke som projektleder for VM i idrætsgymnastik, der afvikles i Atletion i Århus i dagene 14.-22. oktober 2006.

Det skriver webmagasinet Gymnastik i sit seneste nummer, der udkommer i dag (http://dev.dgf.dk)

I samarbejde med Organisationskomitéen for VM 2006 og en lang række danske og internationale samarbejdspartnere skal Mariann Holmslykke samle det organisatoriske puslespil om stævnet, der forventes at tiltrække 1200 gymnaster, ledere og trænere fra mere end 70 nationer.

Mariann Holmslykke kommer fra en stilling som international koordinator på Handelshøjskolen i Århus, hvor hun har arrangeret internationale sommerskoler og konferencer. Hun er også godt funderet i sportens verden, hvor hun i de seneste 30 år har været træner og leder inden for trampolinsporten.

Mariann Holmslykkes interesse for internationale sportsarrangementer blev vakt, da hun i 2001 var med til at arrangere VM i trampolin i Odense. Ved den lejlighed var hun frivillig og stod for sekretariatsfunktionen ved et stævne, der målt i deltagerantal var lige så stort som det kommende VM i Århus.

Marianne Holmslykke er uddannet erhvervssproglig bachelor og har en diplomuddannelse i personale- og projektledelse fra Erhvervsakademiet. Hun får sin daglige arbejdsplads hos Sport Aarhus Events i Atletion.

Magasinet kan også fortælle, at DGF planlægger at varme Århus op til VM 2006 med den første jyske udgave af World Class Competition, hvor en række af verdens bedste idrætsgymnaster skal dyste mod Danmarks bedste idrætsgymnaster. Showet løber af stablen i Atletion 28. oktober 2005.


Yderligere oplysninger hos:

Mariann Holmslykke, projektleder for VM 2006
tlf. 29 67 77 20, wch2006@dgf.dk

Flemming Knudsen, formand for organisationskomiteen for VM2006 og næstformand i DGF
tlf. 20 71 80 43, fkn@dgf.dk

De regende mester genvandt titlerne 30/4-2005 
DE REGERENDE MESTRE FRA HASLEV OG AMAGER GENVANDT TITLERNE


Ved DM i trampolinspring for seniorhold i Haslevhallen i eftermiddag genvandt den arrangerende klub Haslev TT mesterskabet for damehold ligesom MK 31, Amager genvendt titlen hos herrerne.

Cecilie Tofte, Kamilla Dehn, Sarah Müller og Pernille Dietz vandt en overbevisende sejr foran Greve og med Haslev TTs andethold på 3. pladsen.

Herreholdet fra MK 31 blev anført af OL-springeren Peter Jensen og med ham i storform var der ikke andet at gøre for Haslev TTs hold end at nøjes med sølvmedaljerne og for Greve at acceptere bronzepladsen.
Peter Jensen, Daniel Bentsen, Martin Haring og Jacob Hansen var den vindende kvartet.


Med venlig hilsen,

Danmarks Gymnastik Forbund/Trampolin

Danske Mesterskaber i Rope Skipping 25/4-2005 
Pressemeddelelse - Gymnastik


Lørdag d. 30. april afholder DGF Danske mesterskaber i Rope Skipping for hold.

Det foregår i Fredericia Idrætscenter.

Konkurrencerne starter kl. 11.00, indmarchen 10.50.

Stævnet forventes afsluttet kl. 16.

Der er rekordstor tilslutning til dette års DM Rope Skipping. 119 sjippere stiller op. De er fordelt på 23 hold i begynderrækkerne og 9 hold i mesterrækkerne.

Den ekstra store tilslutning i år skyldes Jelling GF. Som i alt stiller med 10 hold. For første gang har vi til DM en Mix række, det er 3 hold fra Jelling, som har fået herrer med på holdene.

Af andre nye foreninger kan vi i år byde velkommen til DHG, Dalum Hjallelse. De stiller med et hold i mesterrække 3.

Derudover er der deltagere fra Gug Gymnastikforening, LKB Gistrup, IF Midtdjurs, Århus 1900, Sædding Guldager og Spangsbjerg.
Favoritter i mesterrækken vil sandsynligvis blive ”veteranerne” fra Gug Gymnastikforening.

For første gang er der ikke deltagere fra Sjælland.

Udvalget ser frem til en spændende dag, hvor der helt sikkert i nogle af rækkerne vil være kamp om medaljerne.

Som afslutning skal 23 hold ”speede” sig til det bedste resultat i Records konkurrencen.
Her er 3 sjippere i gang i 4½ min. uafbrudt med 3 x 30 sek. double under, 3 x 30 sek. kryds kryds hop (armene skiftes for hvert hop med venstre og højre arm øverst), og til slut 3 x 30 sek. speed hop.

Yderligere oplysninger kan fås hos
Kirsti Riis Madsen
DGF Rope Skipping Projektgruppen
Tlf. 98140890 eller mail. roperace@mail.dk

Vammen Dansk Mester 23/4-2005 
Pressemeddelelse Idrætsgymnastik

Vammen Dansk Mester

Det kun 18 årige supertalent Helge Vammen vandt overraskende weekendens Danske Mesterskaber i Idrætsgymnastik foran Florin Purge på 2. og favoritten Jeppe Villekjær på 3. pladsen.

Den 12 dobbelte Danske Mester Rasmus Brandtoft, som netop i foråret har indstillet karrieren, kunne efter en spændende konkurrence overrække Chr. X´s vandrepokal til klubkammeraten Helge Vammen fra VIK-Århus.

Helge scorede i mangekampen 49,5 point, Florin 49,35 og Jeppe 47,6 point.

I finalerne vandt Helge diciplinerne Bensving, Hest og Barre, Thomas Christensen tog titlen i øvelser på gulv, David Hirshorn vandt Ringene og Florin Purge Recken.

Landsholdsgymnasternes næste mål bliver forårets World Cups i Belgien og Frankrig som forberedelse frem mod de individuelle Europamesterskaber i Ungarn i juni.

Morten Brandtoft
Sportschef DGF

Rasmus Brandtoft indstiller karrieren 13/4-2005 
Pressenyt fra Danmarks Gymnastik Forbund

onsdag 13. april 2005

DANMARKS BEDSTE 6-KAMPS GYMNAST, RASMUS BRANDTOFT,
INDSTILLER KARRIEREN PÅ GRUND AF SLIDSKADE I ALBUEN

Den 12-dobbelte Danmarksmester i mandlig idrætsgymnastik, Rasmus Brandtoft, har pådraget sig en alvorlig slidskade i højre albue og indstiller nu sin sportslige karriere. Med øjeblikkelig virkning stopper han på det danske landshold og deltager heller ikke i det kommende Danmarksmesterskab 23. april, hvor han ellers ville have haft mulighed for at vinde 6-kampen for 13. gang i træk.

”Der er tale om en skade, som blev opereret første gang i 1998. Dengang sagde lægerne, at jeg var færdig med at lave gymnastik, men med hård genoptræning overvandt jeg skaden og var hurtigt på banen igen. Men nu må jeg erkende, at skaden gør det svært at forestille sig, at jeg vil kunne komme tilbage og overgå tidligere resultater,” siger Rasmus Brandtoft.

Beslutningen om at stoppe har ikke været nem for den 31-årige gymnast, der karrieren igennem har været drevet af trangen til konstant at overgå egne og andre danske gymnasters resultater.

”Men som dansker må jeg tænke på, at der kommer et liv efter elitesporten, og i mit tilfælde skal jeg i første omgang kunne fortsætte mit arbejde som softwareudvikler hos SONOFON i Aalborg. Naturligvis vil jeg savne den hårde træning og forfølgelsen af EM’er, VM’er og OL’er, men jeg glæder mig til at kunne give mere tid til min familie,” siger Rasmus Brandtoft.

Listen over Rasmus Brandtofts sportslige succeser er lang. I perioden 1993-2004 vandt han 12 danske mesterskaber i 6-kamp i træk, og han har også deltaget i syv EM’er og otte VM’er for Danmark. I EM-sammenhæng er han kommet i finalen flere gange.

Rasmus Brandtoft har igennem karrieren nydt godt af støtte fra Team Danmark og fået stor opbakning fra Danmarks Gymnastik Forbund.

”Jeg har haft alle muligheder for at få succes. Rammerne har været rigtigt gode, og en af de vigtigste årsager til mine gode resultater har været samarbejdet med forskellige danske og udenlandske trænere. Især må jeg fremhæve mit 12-årige samarbejde med russeren Anatoli Babko,” siger Rasmus Brandtoft.

DGF’s landstræner Marian Rizan respekter Rasmus Brandtofts beslutning fuldt ud, men beklager den også, fordi Rasmus Brandtoft var tiltænkt en fremtrædende rolle ved det forestående EM, efterårets VM og naturligvis det VM, som Danmarks Gymnastik Forbund arrangerer i Århus i oktober 2006.

Når Danmarksmesterskaberne afvikles 23. april i København, må Rasmus Brandtoft følge konkurrencen fra tilskuerpladserne. Men der har han ikke tænkt sig at blive siddende.

”Jeg vil gerne være med til at føre dansk gymnastik endnu længere til tops i verdenseliten. I første omgang ved at deltage i det organisatoriske arbejde omkring idrætsgymnastik og på længere sigt måske som træner,” siger Rasmus Brandtoft.

Flere oplysninger hos Rasmus Brandtoft, telefon 72 12 71 59

Kasper Fardan i World Cup finale i Brasilien 11/4-2005 
Kasper Fardan kvalificerede sig til World Cup finalen i Sao Paolo i Brasilien i disciplinen Spring over Hest. Med karakteren 9,35 placerede Kasper sig på en fornem 3. plads i kvalifikationsrunden.

I finalen kiksede Kasper imidlertid sit 1. spring og måtte tage til takke med en samlet placering som nummer 8.

Resultatet skaber optimisme før forårets EM i Ungarn og efterårets VM i Melbourne, hvor Kasper forventes at blive et af dansk idrætsgymnastiks bedste kort.

Morten Brandtoft
Sportschef
Danmarks Gymnastik Forbund

Ny sportschef i DGF 1/4-2005 
1. april 2005

Pressemeddelelse fra Danmarks Gymnastik Forbund


Ny sportschef skal målrette det mandlige landshold i idrætsgymnastik
frem mod VM 2006 i Århus


Danmarks Gymnastik Forbund har fra 1. april 2005 ansat Morten Brandtoft (37), Århus, i en nyoprettet stilling som sportschef for mandlig idrætsgymnastik.

Stillingen som sportschef etableres for at styrke elitearbejdet i idrætsgymnastik og målrette landsholdets forberedelser frem mod VM 2006, der finder sted i Atletion i Århus.

Morten Brandtoft får ansvaret for at tilrettelægge strategien for landsholdets udvikling og for at sikre, at Danmarks Gymnastik Forbund opfylder målene i elitesatsningen, der er støttet af Team Danmark.Sportschefen skal ligeledes sørge for det størst mulige udbytte af de økonomiske midler, som forbundet sammen med Team Danmark stiller til rådighed for elitearbejdet.

DGF’s nye sportschef kender som tidligere eliteudøver idrætsgymnastikkens verden indefra. Morten Brandtoft har været dansk seniormester i 1987 og 1988, ligesom han i perioden 1985-1993 deltog på det danske seniorlandshold ved blandt andet EM og VM. I dag er han en af drivkræfterne bag Århus-klubben VIK, ligesom han i flere år har været aktiv i DGF’s udvalg for idrætsgymnastik og topeliteudvalget.

”Med valget af Morten Brandtoft har vi fundet en person med stor indsigt i idrætsgymnastik og et bredt kendskab til både aktive, trænere og kraftcenterledere. Det handler om at kunne fastsætte mål og dermed spore idrætsgymnastikken ind på en fælles medaljekurs”, siger DGF’s generalsekretær Søren Büchmann Petersen.

Morten Brandtoft glæder sig til sine nye udfordringer i DGF og udtaler: ”Det danske seniorlandshold står i øjeblikket midt i et generationsskifte. Udfordringen bliver nu at optimere indsatsen frem mod VM 2006 og få udarbejdet fleksible, individuelle karriereplaner for landsholdsgymnasterne. Desuden skal vi sætte gang i initiativer, som sikrer, at DGF når sine høje sportslige ambitioner - heriblandt at få skabt et fundament for et stærkt fremtidigt samarbejde med Team Danmark.”

DGF får i øjeblikket økonomisk støtte fra Team Danmark til at drive fire kraftcentre med målrettet træning for særligt talentfulde gymnaster. Centrene er placeret hos lokale klubber i Århus, Aalborg, København og Nakskov og har tilsammen 30 tilknyttede gymnaster.

Som ny sportschef ser Morten Brandtoft det som en vigtig opgave at styrke klubberne i deres arbejde med at finde og udvikle flere nye talenter, ligesom han gerne vil bidrage til, at der bliver lavet et fundament for en professionel dansk trænerbranche inden for dansk idrætsgymnastik.

Yderligere oplysninger:

Sportschef Morten Brandtoft tlf. 40 60 30 30
Formanden for DGF’s topeliteudvalg Dan Østergaard tlf. 23 27 79 57
Generalsekretær for DGF Søren Büchmann Petersen 43 26 26 00

Gratis instruktionsbog skal forebygge skader 31/3-2005 
Gratis instruktionsbog skal forebygge skader
hos de stavgængere, der helst vil gå selv !


Vi ser stavgang overalt. Aldrig før er en idrætsgren på så kort tid vokset til en folkesport. Men desværre bruger mange danskere stavene forkert og får ikke det rigtige udbytte af stavene, ligesom de løber en risiko for skader på lidt længere sigt.
For at afhjælpe det problem har Danmarks Idræts-Forbund, Danmarks Gymnastik Forbund og Dansk Arbejder Idrætsforbund lavet en gratis instruktionsbog i stavgang. Det er en pixibog med titlen “STAVGANG Gå rigtigt – læs og gør det”, som henvender sig til alle med lyst til at gå stavgang.

Pixibogen er skrevet af Sanne Honoré, breddekonsulent i Danmarks Gymnastik Forbund, og Bente Nørregaard, konsulent i Dansk Arbejder Idrætsforbund. De to har været med til at sætte gang i den store stavgangsbølge, som nu ruller henover landet på andet år. De glæder sig over, at så mange har taget stavene til sig, men er også bekymret for dem, der vælger at gå med stavene uden at have fået instruktion først.

“Vi ser mange, der går med stavene foran sig og bruger dem som en stok. Men armene skal med tilbage for at få det fulde udbytte af at gå stavgang. Ved at gå med stave som en stok, så løfter man skuldrene, og det kan give skader på længere sigt,” forklarer de to forfattere. Begge forfattere anbefaler, at man lærer at gå stavgang hos en uddannet stavgangsinstruktør i de mange foreninger, der har aktiviteten på programmet.

Men hvis ikke man kan eller vil det, så kan pixibogen give en god første håndsrækning.

Pixibogen fortæller om
at finde den rigtige højde på stavene
forslag til opvarmningsøvelser
instruktion i at gå med stave
forslag til udstrækningsøvelser
hvad er en god stav
hvordan tager man staven på stavgang som familie-idræt

Pixibogen er trykt i et handy lommeformat, så den er nem at tage med ud på træningsturen.

Alle kan bestille et gratis eksemplar af pixibogen på http://www.dif.dk eller ved at ringe på tlf. 43262060.
Den kan også downloades fra http://www.dgf.dk og http://www.dai-sport.dk.
På de to sidstnævnte hjemmesider kan man også se DGFs og DAIs tilbud om stavgangskurser og stavgangssamlinger.

Flere oplysninger hos: Sanne Honoré, DGF, tlf. 43 26 26 20 Bente Nørgaard; DAI, tlf. 21 75 07 24

Billede af forsiden på pixibogen i høj opløsning til tryk er vedhæftet i særskilt fil.

Kirsten Sparre redaktør, DGF, Tietgens Plads 1, 8000 Århus C tlf. 86 12 55 93 mobil 20 94 03 49

Peter Jensen tog stikket ved Scandinavian Open 26/3-2005 
OL revanchen ved det traditionsrige Scandinavian Open stævne i Haslev hallen blev på overbevisende måde vundet af den danske mester Peter Jensen.

Med deltagere fra 7 nationer heriblandt det schweiziske og portugisiske landshold var der lagt på til hård kamp om sejren til Peter Jensen, som har vundet Scandinavian Open de seneste 5 gange.
Nuno Merino , Portugals OL-springer kiksede i finalen og Ludovic Martin, Schweiz’ OL-springer nåede slet ikke til finalen, så det var fra andre kanter, Peter Jensen blev udfordret.

Peter kørte en stabil forkamp og var foran med 1.6 points inden finalen. Her lagde han endnu 1.2 points til sin samlede score, så der var ingen tvivl om den samlede sejr til MK 31 - springeren, der p.t. er inde i en stabil form. Han vandt Flower Cup i Holland i sidste uge for 3. gang, og med dagens sejr i Scandinavian Open, blev Peter den første springer, som har vundet dette stævne 6. gange i træk.

Nummer 2 blev Diogo Ganchino, Portugal med 106,7 points og på 3. pladsen kom Diogo Faria, Portugal.
Næstbedste dankser blev Jacob Hansen, MK 31 på 5. pladsen.

Damernes konkurrence blev vundet af Nicole Pacheco, Portugal. Sarah Müller fra Haslev TT sluttede som nummer 7.

HATTRICK AF PETER JENSEN VED FLOWER CUP 21/3-2005 
Den danske mester og OL-deltager i trampolinspring, Peter Jensen lagde ud på fornem vis ved årets første internationale stævne, Flower Cup i hollandske Aalsmeer.

Stævnet afvikles hvert andet år og i såvel 2001 og 2003 hed vinderen Peter Jensen.
Der var i år deltagelse fra 19 nationer og blandt de 70 deltagende herrer var der ingen tvivl om, at Peter Jensen fortjente sejren igen i år.
De to første kvalificerende runder var ikke helt optimale for danskeren med dog gode nok til, at han førte inden finalen og dermed skulle starte sidst i her.

Der blev lagt pres på Peter fra Konstantin Mirosnikov, Israel og Ryan Weston, USA, som begge kørte flotte øvelser, men Peter tog sig grundigt sammen i finalen, og med score 41.3 distancerede han Ryan Weston, som fik 40.8 og Mirosnikov, som fik 40.4.

Dermed blev Peter historisk, da ingen anden har vundet den traditionsrige Flower Cup 3 gange, og så oven i købet tre gange i træk !

Jacob Hansen placerede sig som nummer 21, mens Casper Pedersen med et kiks endte som nummer 57.

Allerede næste lørdag er der mulighed for at se Peter Jensen i aktion ved OL-revanchen Scandinavian Open i Haslevhallen, hvor såvel det portugisiske som det schweiziske landshold stiller til start med deres to OL-deltagere.

Med venlig hilsen,

Danmarks Gymnastik Forbund.

DM i Kvindelig Idrætsgymnastik 21/3-2005 
Ved weekendens DM for junior og senior gymnaster var der virkelig flot gymnastik at se.
Pigerne havde fået mange flere og sværere momenter med i deres øvelser, så der var spænding om resultaterne. Også deltagerantallet var rigtig flot – 28 gymnaster var tilmeldt i de to rækker.

I seniorrækken fik ”de gamle gymnaster” kamp til stregen af VIK gymnasten (og træner) Anna S. Christensen som tidligere har boet i Letland.
Anna viste spændende ting i bl.a. barren - jægersalto og på bommen fik vi en kineser og sidelænder at se.
Resultatet af lørdagens individuelle konkurrence for seniorer blev: Mette Hulgaard, Nivå nr. 1 – Anna S. Christensen, VIK nr. 2 og Maria Jæger, KG66 nr. 3.
Søndagen disciplinfinaler, hvor de 8 bedste gymnaster i hver disciplin deltog, var også meget spændende.
Her blev guldet i de fire discipliner fordelt således.
Hest – Mette Hulgaard, Nivå og Anna Christensen VIK med 7,9 point
Barre – Michelle Lauritsen, Hermes med 6,4 point
Bom – Anna Christensen, VIK med 7,366point
Gulv – Marie Jæger, KG66 med 7.033

Hos juniorerne var der også meget fremgang at se, og mange gymnaster havde flere nye momenter med i deres øvelser. På gulvet fik vi mange dobbeltskruer / skruespring at se, og Miriam Offers-gaard fra VGF lavede 2½ skrue og dobbelt pikeret salto. Ikke overraskende blev Miriam da også vinder af mangekampen med hele 2,5 til nr. 2 Caroline Bonde Holm, Nivå og med Line Jensen VGF på en tredjeplads.
Disciplinvindere hos juniorerne blev følgende.
Hest – Miriam Offersgaard, VGF med 7,9165
Barre – Miriam Offersgaard, VGF med 5,966
Bom – Sinnika Birkehøj Rohd, Nivå med 7,20
Gulv – Anna Rasmussen, Nakskov med 6,666

Team Danmark støtter stadig DGF 9/3-2005 
PRESSENYT FRA DANMARKS GYMNASTIKFORBUND

10. marts 2005

Idrætsgymnastik fortsat topsatsning for Team Danmark -
mens trampolin er blevet beskåret væsentligt

Efter måneders diskussion er spændingen om DGF’s tildeling fra Team Danmark endelig udløst. Forbundet kan i år se frem til at modtage 1,3 millioner kroner til sit elitearbejde. Pengene går primært til idrætsgymnastikken, der fortsat er en topsatsning for Team Danmark i perioden op til VM2006, som foregår i Århus.

Det fremgår af det nyeste nummer af DGF’s webmagasin, Gymnastik.

Andre gymnastikarter har ikke samme grund til glæde. Trampolin, der sidste år sendte Peter Jensen til OL, må klare sig med væsentligt mindre end sidste år, mens spring-rytme gymnastikkens internationale medaljeslugere helt må undvære Team Danmark støtte.

“Det er en del mindre, end vi ønskede, men vi kan stadig manøvrere,” siger Dan Østergaard, formand for DGF’s Topeliteudvalg.

Som en del af topsatningsprogrammet får idrætsgymnastikken støtte til sine fire kraftcentre for særligt talentfulde gymnaster. Derimod må trampolinspringerne konstatere, at der mod forventning ikke er Team Danmark støtte til de to kraftcentre, som DGF ellers blev opfordret til at oprette for de bedste trampolintalenter.

DGF har arbejdet hårdt for at undgå, at Team Danmarks beslutning underminerer talentudviklingen inden for trampolin. Blandt andet har trampolinspringerne accepteret en rimeligt stor egenbetaling for at benytte kraftcenteret i Haslev og det kommende kraftcenter i Bellinge, der åbner til april med støtte fra Odense Kommune og Fyns Amt.

Danmark er verdens førende nation i Spring-Rytme gymastik og har i flere år fået Team Danmark støtte til en konsulentordning for de hold, der blev udtaget til EM. Men trods det faktum, at hold fra Hulby-Slagelse og Rødovre i øjeblikket er regerende Europamestre i henholdsvis herre- og mixrækken, er spring-rytme gymnastikken alligevel faldet ud af Team Danmarks støttekoncept.

Beslutningen vækker undren i DGF:

”Det virker ret urimeligt ikke at støtte Spring-Rytme gymnasterne, når man betænker, at det er dem, der slæber de fleste medaljer hjem til Danmark inden for gymnastik,” siger Dan Østergaard. Han forventer, at der inden for få år også vil være VM i Spring-Rytme gymnastik, og det vil derfor være dumt at opgive støtten til danske hold nu.


Flere oplysninger hos:

Formand for DGF’s Topeliteudvalg, Dan Østergaard, tlf. 23 27 79 57
Generalsekretær Søren Büchmann Petersen, tlf. 43 26 26 00

Nyt undervisningsmateriale fra DGF 20/1-2005 
PRESSENYT FRA DANMARKS GYMNASTIK FORBUND

januar 2005

Nyt undervisningsmateriale fra DGF kan gøre folkeskolens idrætsundervisning bedre

Danmarks Gymnastik Forbund blander sig nu på en meget konstruktiv måde i debatten om den svingende kvalitet af idrætsundervisningen i folkeskolen. Sammen med Dansk Skoleidræt har forbundet netop færdigtrykt målrettet undervisningsmateriale om forskellige former for gymnastik, som er lige til at gå til for idrætslærerne.

Projektet hedder Movin’ Kids og består af fem træningsplaner, som indeholder øvelser med veldefinerede mål inden for rytmisk gymnastik, måttespring, redskabsspring, ropeskipping og gymnastisk grundtræning. Øvelserne er tilpasset elever i 3., 4. og 5. klasse.

Målet med materialet er at højne niveauet for undervisningen i gymnastik i folkeskolen. En ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at idrætsundervisningen i folkeskolen ofte varetages af lærere uden liniefagsuddannelse i idræt, og at undervisningen mangler faglighed og fokus.

”Derfor har vi også gjort os mange overvejelser omkring indholdet, opbygningen og formålene. Vi ønsker på bedst mulig måde at præsentere børnene i skolerne for de kropslige og sociale aspekter, som gymnastikken rummer. Da vi er klar over, at idræt og især gymnastik ikke er højt prioriteret blandt idrætslærerne, så er Movin’Kids materialet gjort let at undervise ud fra,” siger Henriette Boye Kyhl, der er breddekonsulent i DGF.

Formålet med materialet er naturligvis også at sætte større fokus på gymnastik i skolernes idrætstimer. For mange idrætslærere med meget lidt kendskab til gymnastik, kan det være nemmere enten at lade børnene bestemme eller bare tage en bold frem.

”Gymnastik og ikke mindst springgymnastik kræver lidt mere, da der skal tages redskaber frem og stilles op. Det er en proces, som for nogle kan virke uoverskuelig og kræver stor forberedelsestid. Men med Movin’ Kids er tankerne allerede gjort og redskabsbanerne udtænkt. Det betyder, at læreren skal gennemgå øvelserne og derefter vejlede og fejlrette børnene, som arbejder efter de fortrykte stationskort,” forklarer Henriette Boye Kyhl.

Vil du vide mere, kan du kontakte breddekonsulent i DGF, Henriette Boye Kyhl, på telefonnummer 43 26 26 21 eller hbk@dgf.dk.

Fremgang for Rope Skipping: Flere nye med til JM 19/1-2005 
PRESSENYT FRA DANMARKS GYMNASTIK FORBUND

19. januar 2005

75 sjippere fra seks gymnastikforeninger mødes søndag 23. januar i Silkeborghallerne for at afgøre, hvem der skal være jyske mestre i Rope Skipping.

Interessen for Rope Skipping som aktivitet er vokset støt blandt medlemmerne af Danmarks Gymnastik Forbund. Flere og flere foreninger er begyndt at bruge sjippetovet, og det afspejler sig blandt andet i, at der i år er tilmeldt 17 hold i de to begynderrækker.

Der er flere forskellige Rope Skipping konkurrencer. For det første er der konkurrencer for både hold og individuelle gymnaster. For det andet består de enkelte konkurrencer af flere forskellige discipliner, der lægger vægt på forskellige færdigheder hos gymnasterne. Dels skal gymnasterne vise udholdenhed i en række speedkonkurrencer, og dels skal de vise kreativitet og koordinationsevne i serier med både et og flere tove.

Konkurrencerne er gradueret fra begynderhold til Mesterrække for hold og Master Single, hvor de to sidste foregår efter internationale regler. Og Danmark har faktisk Rope Skippere, der kan gøre sig gældende internationalt. To gymnaster fra Gug Gymnastikforening har deltaget i både VM og EM med gode resultater.

Mesterskaber starter allerede kl. 11.30 og fortsætter til langt ud på eftermiddagen, hvor dagen slutter med en særlig dansk konkurrence for alle holdene. Disciplinen hedder records og er en holdkonkurrence, hvor tre deltagere på skift alle skal lave så mange hop som muligt på 30 sekunder, 30 sekunders double under (dobbeltsving) og 30 sekunder med hop, hvor gymnasten skiftevis krydser højre og venstre arm over den anden arm.

Konkurrencerne foregår i Silkeborghallernes hal A på Ansvej 114. Konkurrencerne er meget seværdige og begynder kl. 11.30.

De jyske mesterskaber arrangeres af DGF’s Nord- og Sydjyllandskreds i samarbejde med Silkeborg Gymnastikforening. Flere oplysninger fås hos Kirsti Riis Madsen, tlf. 98 14 08 90 eller mail: roperace@mail.dk.

 

Christian Moreau Virklund Sport Gymnastikhøjskolen i Ollerup GYMNOVA MDsport Dansk Sports Consult